søndag den 4. juli 2010

Fristen for aflevering af selvangivelsen via TastSelv udskydes til den 8. juli

SKAT har den 25. juni udsendt følgende pressemeddelse:

"En halv million erhvervsdrivende, 100.000 selskaber og 130.000 begrænset skattepligtige skal normalt aflevere selvangivelse den 1. juli. Nu kan selvangivelsen afleveres via TastSelv helt frem til og med den 8. juli uden beregning af skattetillæg.

Afleveringsfristen udskydes, fordi der har været tekniske problemer med den adgang til TastSelv, som revisorer benytter på vegne af deres kunder, når selvangivelsen skal indberettes. Der har været tekniske problemer med denne særlige revisor-adgang i en periode.

- Jeg har lyttet til de bekymringer, som revisorbranchen har anført, og har derfor besluttet, at afleveringsfristen udskydes til og med den 8. juli, siger skatteminister Troels Lund Poulsen.

Udsættelsen af denne frist gælder både for selvstændigt erhvervsdrivende og begrænset skattepligtige med selvangivelsesfrist 1. juli 2010 og for selskaber med selvangivelsesfrist mellem den 30. juni og 7. juli 2010. Ved for sen selvangivelse vil skattetillæg i stedet blive beregnet fra den 9. juli 2010."

"Normalt er fristen for at selvangive for dig, der har en udvidet selvangivelse eller en selvangivelse for begrænset skattepligt, den 1. juli.

Men i år er fristen for at indtaste selvangivelsen digitalt blevet udsat en uge. Alle, der normalt har frist for at selvangive 1. juli, kan således selvangive via TastSelv helt frem til og med den 8. juli, uden at SKAT beregner et skattetillæg.

Udsættelsen gælder både for selvstændigt erhvervsdrivende og begrænset skattepligtige med selvangivelsesfrist 1. juli 2010, for deres ægtefæller, og for selskaber med selvangivelsesfrist mellem den 30. juni og 7. juli 2010. Ved for sen selvangivelse vil skattetillæg i stedet blive beregnet fra den 9. juli 2010.

Da udsættelsen er sket meget tæt på fristen 1. juli, vil det ikke kunne undgås at du mange steder på www.skat.dk samt på de breve, du har fået fra SKAT, kan læse om fristen den 1. juli for udvidet selvangivelse, og at der skal betales tillæg herefter. Det gælder altså ikke, hvis du selvangiver digitalt. Alle andre forhold vedrørende selvangivelse vil være de samme som altid."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar